Vedtægter for Dansk Politihundeforenings Nakskov afdeling:

§ 1.
Foreningens navn er Dansk Politihundeforening, Nakskov afdeling.
Foreningen er stiftet i 1941 (genstiftet 25. marts 1943).
Foreningens hjemsted er Lolland Kommune.
§ 2.
Foreningens formål er, at samle hundeinteresserede, såvel i Politiets tjeneste som civile personer, i en forening til fremme af hundens anvendelse i det praktiske politihundearbejde, samt at afholde træning for alle foreningens aktive medlemmer på dertil egnede arealer.
§ 3.
Som aktive medlemmer kan optages politiets tjenestehundeførere og civile personer.
Som passive medlemmer kan optages personer, der ønsker at støtte foreningen.
Som parallelmedlemmer kan optages aktive medlemmer fra en anden afdeling af Dansk Politihundeforening.
Optagelse af medlemmer sker ifølge Dansk Politihundeforenings direktiver for medlemskab jfr. Dansk Politihundeforening § 3.
Medlemmerne vil blive inddelt i henholdsvis sektion I og sektion II, i henhold til Dansk Politihundeforenings vedtægter.
Medlemskabet er betinget af, at der fremlægges en straffeattest, hvis det forlanges.
§ 4
Medlemmer, der forsætligt modarbejder foreningens formål eller før/efter sin optagelse har gjort sig skyldig i moralsk forkasteligt forhold eller handlemåde, eller i et sådant forhold, at hans/hendes forbliven i foreningen kan nedsætte dens medlemmer i det almindelige omdømme, kan af hovedbestyrelsen idømmes karantæne eller eksklusion.
Eksklusionen kan af det pågældende medlem indankes for repræsentantskabet, hvis afgørelse er endelig.
Medlemmer, som under foreningsarbejde, konkurrence, træning m.v. i øvrigt opfører sig på utilbørlig måde til skade for foreningens trivsel og/eller til gene for øvrige medlemmer, kan af lokalafdelingens bestyrelse udelukkes fra alle foreningens arrangementer i indtil 6 måneder.
Denne afgørelse kan af det pågældende medlem indankes for hovedbestyrelsen.
Ved udmeldelse af foreningen kan der ikke gøres krav på foreningens midler.
Hvis et medlem flytter, er man pligtig at melde adresseændring til såvel hovedkasserer som lokal kasserer inden 14 dage.
§ 5
Kontingentet for det kommende år fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet for indeværende år skal være betalt inden den årlige ordinære generalforsamling for at få adgang til generalforsamlingen.
Kontingentrestance mere end 3 måneder medfører tab af medlemskab.
§ 6.
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender og er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal.
Bestyrelsen indkalder til ordinær generalforsamling med 4 ugers varsel inden hvert års 1. april (fortrinsvis den 2. fredag i februar).
Dagsordenen, som bestyrelsen fastsætter, skal meddeles samtidig med indkaldelsen og skal indeholde følgende punkter.
1 - Valg af dirigent og stemmetællere
2 - Formandens beretning
3 - Kassereren fremlægger det reviderede regnskab
4 - Rettidigt indkomne forslag
5 - Fastsættelse af kontingent
6 - Valg til bestyrelsen, revisorer og suppleanter
7 - Vedtægtsændringer
8 - Eventuelt.
Mødestedet er efter bestyrelsens bestemmelse.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 3 uger før afholdelse af generalforsamlingen.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som afgør tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandling og stemmeafgivning.
Bestyrelsen vælges på foreningens ordinære generalforsamling, og valgene gælder for en periode af 2 år.
Bestyrelsen består af 5 aktive medlemmer.
Formanden er på valg de lige år,
Kassereren er på valg de ulige år.
De 2 andre medlemmer er på valg i en sådan turnus, at halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år. Formand og kasserer vælges direkte på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen vælger endvidere en 1.suppleant (for 2 år ad gangen) samt en 2. suppleant (for 1 år ad gangen) til bestyrelsen samt to revisorer, der vælges for 1 år ad gangen.
Genvalg kan for alle posters vedkommende finde sted.
Alle beslutninger tages ved simpelt flertal.
Skriftlig afstemning skal finde sted, såfremt ét stemmeberettiget medlem fremsætter ønske herom.
Ethvert fremmødt medlem har ret til at deltage i forhandlingerne.
Aktive medlemmer er valgbare og stemmeberettigede, parallelmedlemmer og passive medlemmer er ikke valgbare og ikke stemmeberettigede.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Generalforsamlingen kan efter indstilling fra bestyrelsen udnævne lokale æresmedlemmer.
Æresmedlemmer udnævnt af hovedforeningen er automatisk lokale æresmedlemmer.
Over det på generalforsamlingen passerede føres protokol.
Alle beslutninger vedtaget på generalforsamlingen træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder det nødvendigt eller efter, at mindst 40 % af foreningens aktive medlemmer til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling.
Andre spørgsmål kan ikke behandles på den ekstraordinære generalforsamling, der indkaldes senest 4 uger efter begæringens modtagelse og med mindst 14 dages varsel.
§ 7.
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen og varetager dens formål og interesser.
Der afholdes bestyrelsesmøde, så ofte formanden eller bestyrelsens medlemmer finder det nødvendigt.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og konstituerer selv de øvrige bestyrelsesposter. Over forhandlingerne føres protokol.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal.
I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen er ulønnet.
Foreningen tegnes overfor tredjemand af formanden eller et bestyrelsesmedlem efter bestyrelsens direktiv.
§ 8
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Det reviderede regnskab forelægges hvert år på den ordinære generalforsamling til godkendelse.
Revisorerne skal mindst 1 gang årligt revidere regnskabet.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med den respektive formue.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
Foreningens midler og evt. ejendom administreres i det daglige af formanden og/eller kassereren, under ansvar overfor foreningens medlemmer.
§ 9
Samtlige aktive medlemmer af foreningen har adgang til foreningens konkurrencer og opvisninger mod forevisning af sidste kvittering for indbetalt kontingent.
§ 10
Forslag til vedtægtsændringer skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen på en ordinær generalforsamling.
Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver, at ¾ af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.
§ 11
Foreningen skal være medlem af Dansk Politihundeforening og følge de direktiver, der kommer derfra.
Disse vedtægter er at betragte som supplement til Dansk Politihundeforenings vedtægter.
§ 12.
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag til generalforsamlingen og kun efter vedtagelse på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af de aktive medlemmer er til stede, og 2/3 af de fremmødte stemmer for.
Foreningens eventuelle formue vil ved opløsning tilfalde Dyrenes Beskyttelse.
§ 13
Foreningens medlemmer er forpligtet til at tegne udvidet hundeansvarsforsikring med figurantdækning.
§ 14
Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen d. 8. februar 2013 og træder i kraft umiddelbart efter generalforsamlingens afslutning.
Boye Holm, formand * Tina Thomassen, næstformand * Vibeke Neckelmann, sekretær * Lonny Poulsen, kasserer * Knud Pedersen, bestyrelsesmedlem